• Andreas Davidsen

Vafler på bål

I denne tid hvor man skal stå sammen hver for sig, og det samtidigt er strålende vejr bliver der lavet rigtig mange bål i de danske haver. Det kan jeg kun bifalde!


Selvom det er dejligt, og sundt for hjernen og kroppen at sidde og fokusere i ilden, er det også dejligt med en lille snack at samles om.


Jeg giver her instruktioner og opskrift på en rigtig dejlig og nem opskrift. Nemlig bål-vafler.

Dejen kan laves indenfor i blenderen, og så tager man remedier, tallerkener og dejen med ud. Så kan man holde 100 % fokus på at være omkring bålet, uden at skulle løbe frem om tilbage til køkkenet. Dejen kan også laves god tid i forvejen og tages med i et glas eller en bøtte, hvis man skal på tur.


Til denne opskrift bruger jeg et vaffeljern fra tyske Petromax. Se det på linket her: https://www.petromax.de/en/px-produkte/waffle-iron/


Hvis man ikke er så heldig at have sådan et, kan man stege dejen som små pandekager på en stegepande.


Opskriften er uden mel, men med havregryn som indeholder en masse kostfibre, og som giver lidt mere bid til vaflerne. På den måde kan man erstatte de alm. havregryn med glutenfrie havregryn, og på den måde gøre opskriften glutenfri.


Opskrift til 4 personer:


  • 300 g havregryn

  • 4 æg

  • 6 dl mælk

  • 2 tsk vaniljesukker

  • 1/2 tsk salt

  • smør til vaffeljernet eller stegepanden


Hvis man foretrækker en sødere vaffel kan man komme 1 spsk rørsukker i dejen, ligesom at man kan udelade vaniljesukkeret hvis vaflerne skal bruges som "madvafler" med f.eks. taco-topping eller til en god suppe.


Fremgangsmåde:

Alle ingredienser puttes i en blender og blendes kortvarigt så det hele er blandet godt sammen.

Derefter skal blandingen stå i ca 20 min så havregrynene kan suge lidt af væsken til sig.

Blend herefter det hele igen i et par minutter til ønsket grovhed. Jeg kan godt lide at der stadig er lidt bid tilbage.


Derefter tændes et bål og brændes ned så de fleste flammer er væk. Vaffeljernet lægges i bålet for at varme op. Varm vaffeljernet op i 5 minutter længere end du tror ca 15-20 min i alt.



Tricket, og udfordringen, ved denne type bagning på bål er at have både gløder og træ der brænder ned til gløder, på samme tid. Jeg har nogle relativt tynde stykker brænde (ca 5-7 cm i tykkelse) som ligger i den ene side af bålet og brænder ned, for så et flytte dem under vaffeljernet som de brænder ned.


Put et par gode klatter smør i vaffeljernet når det er varmt nok, og når smørret er bruset af kommes et par gode klatter dej på, jernet lukkes og lægges i gløderne. Jeg gav det omtrent 3 minutter på hver side. Det er vigtigt at vende jernet et par gange undervejs så dejen bliver stegt jævnt.


Efter ca 4 minutter kan man åbne og tjekke, for at holde øje med hvordan bagningen går.



Den færdige vaffel skal være jævnt brun og dejlig sprød.



Vaflerne serveres med en god marmelade, sirup eller lige hvad man er til.



God fornøjelse!



  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon

© 2019 VILD ILD. Vi ses ved bålet!